Miljøpunkt Nørrebro

MILJØPUNKT NØRREBRO

http://miljoe-noerrebro.dk/

Miljøpunkt Nørrebro

Miljøpunkt Nørrebro arbejder for mere affaldssortering og ressourcegenanvendelse.
Har I spørgsmål vedrørende sortering og håndtering af affald, er I meget velkomne til at henvende Jer!

Om Miljøpunkt

Miljøpunkterne i København:
Miljøpunkt København arbejder lokalt i bydelene for at inspirere og engagere borgere og erhvervsliv til at ændre adfærd og handle mere miljøbevidst i hverdagen.
København har 4 Miljøpunkter placeret lokalt på Østerbro, Indre By - Christianshavn, Amager og Nørrebro. Miljøpunkterne sætter fokus på miljøspørgsmål i lokalområdet og understøtter det lokale miljøarbejde gennem eksisterende og nye netværk i boligorganisationer, foreninger, erhvervsliv, skoler og institutioner.
Miljøpunkterne er støttet økonomisk af deres respektive lokaludvalg og er aktive samarbejdspartnere med både lokaludvalg og kommune omkring konkrete miljøprojekter. Hvert år godkender lokaludvalgene Miljøpunkternes årsplaner for det kommende år. Driftsmidlerne til Miljøpunkt Nørrebro kommer fra Nørrebro Lokaludvalg. Men juridisk er Miljøpunktet en selvejende erhvervsdrivende fond og er som sådan en selvstændig NGO.

Miljøpunkt Nørrebro
Nørrebro med 77.000 indbyggere er scene for et virvar af projekter, foreninger og organisationer – en bydel, som er fantastisk til at sætte fokus på aktuelle problemstillinger. Ikke mange bydele sætter sit præg på Københavns udvikling som Nørrebro. Inden for miljøarbejdet har en række lokale aktører været med til at sætte Nørrebro i centrum som et sted, der har været, og fortsat skal være, en dynamo for udviklingen i København.

Miljøpunkt Nørrebros rolle
Miljøpunkt Nørrebro skal indfange, systematisere, koordinere og ikke mindst fastholde energien i miljøarbejdet. Miljøpunkt Nørrebro skal være med til at sikre en fælles platform for den alsidige faglige viden og de brede erfaringer, der findes i bydelen, og hermed sikre at der opnås synergieffekter, og at erfaringerne fastholdes i bydelen. Miljøpunkt Nørrebro udfylder en række forskellige roller i bydelens miljøarbejde som f.eks. formidler, inspirator, igangsætter, brobygger, netværksskaber, koordinator og frontløber.
Borgernes advokat, Miljøpunkt Nørrebro har sin styrke som uafhængig aktør, med en stor kontaktflade, på tværs af politiske organer, administrative funktioner og befolkningsgrupper.

Vision
Miljøpunkt Nørrebro vil fremme en bæredygtig udvikling på Nørrebro med mindre forurening, flere grønne omgivelser og mindre ressourceforbrug. Nørrebro skal være et forbillede for bæredygtige storbyer i Europa. 

Miljøpunkt Nørrebros overordnede vision kan opdeles i tre hovedmålsætninger: 
  • Støtte, udvikle og fastholde helhedsorienterede miljøprojekter i et tæt samarbejde med andre lokale aktører
  • Skabe lokal dialog om og rejse væsentlige og nye miljøspørgsmål herunder kommunens miljøpolitik
  • Dokumentere, synliggøre og kommunikere resultater og processer udadtil
For at nå disse hovedmål er der i opbygning og organisering af Miljøpunkt Nørrebro lagt vægt på følgende:
  • En stærk lokal forankring af Miljøpunkt Nørrebro, der sikrer, at aktiviteterne tænkes helhedsorienteret og gennemføres med aktiv deltagelse af bydelens borgere, institutioner, foreninger og erhvervsliv
  • Miljøpunkt Nørrebro har en bred faglig viden, hvilket fremmer et kvalificeret med- og modspil til den overordnede miljøpolitik. Det giver en basis for en bred kommunikation indadtil og udadtil. Ligeledes vil det faglige netværk bag Miljøpunkt Nørrebro inspirere og motivere til aktiv deltagelse fra både borgere, institutioner og erhvervsliv i bydelen.